28 aug

Tillidsreform

Når vi trykker på alarmknappen, fordi en nervøs studerende fumler med en taske på vej til eksamen, så har mørkemændene vundet.

Vi har brug for en tillidsreform, hvis vi ikke vil ædes op af angsten for hinandens grusomhed.

 

Menneskejagt i København. Mistænkelig mand eftersøgt. Bevæbnet politi på gaden.

Overskrifterne var mange, da en engelskstuderende fejlagtigt blev forvekslet med en terrorist. Han havde virket nervøs, og han havde endda fumlet med en taske, hvorfra der stak ledninger ud. Ledninger til hans medbragte printer, skulle det vise sig, for manden var på vej til eksamen. Endda havde han læst i bogen War on terror. Den var eksamenspensum.

En medpassager blev nervøs, ringede til politiet, der trykkede på terrorknappen, og en storstilet menneskejagt begyndte.

Alle handlede sådan set rigtigt. En mellemøstligt udseende mand, der virker nervøs og bærer på tasker med elektronik mens han læser om terrorisme. Vi er trænet til, at situationen er højspændt. Det er ikke et spørgsmål om terroren kommer til Danmark. Det er et spørgsmål om hvornår.

Grundlæggende mistillid
Der går en lige linje fra manden i toget og til sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Når jeg rejser med fly i 25 minutter fra Aalborg til København, skal jeg smide jakke, bælte, tømme lommer, åbne taske, fjerne computer. Jeg er potentiel terrorist. Det er vi alle. Og når alarmen bipper – og det gør den ofte – så kigger vi med misbilligende blikke, selvom grunden oftest er et glemt nøglebundt eller armbåndur.

En grundlæggende mistillid til hinanden er den historie, der i stadigt stigende grad binder os sammen. Terrorismen er en af dens grunde. Men der er flere grunde, og effektivisering er en anden, der næsten er lige så slem, for i jagten på evig vækst og forbedringer kontrollerer vi hinanden med skemaer, kameraer, evalueringer etc.

Nyligst kom en idé frem om, at der på alle politibetjente skulle monteres et kamera. Det har nemlig i andre lande nedbragt antallet af klager over politiet.

Mistillidssamfundet er et problem for os alle
Vores grundlæggende mistillid til hinanden er blevet så stor, at der kun er skuldertræk til overs for de afsløringer, Edward Snowden tidligere på året bibragte verden. Vi overvåges. Telefonsamtaler registreres, mails gemmes, chats logges. USA lyttede med, når Merkel talte i telefon (de er vist holdt op).

’Collecting all’ hedder strategien, der går ud på, at alle data, der kan indsamles, de skal indsamles. Vi er alle potentielle terrorister. Vi er alle potentielle forbrydere.

Argumentet for at trække på skulderen og sige nåja er, at overvågningen kun er et problem for dem, der har noget at skjule. Men nej. Overvågningen og hele udviklingen af mistillidssamfundet er et problem for os alle.

Terroren har allerede fundet sted
Når vi overvåger hinanden og når vi trykker på alarmknappen, fordi en nervøs studerende fumler med en taske på vej til eksamen, så har mørkemændene vundet og terrorangrebet allerede fundet sted. Det har ikke lagt Nørreport Station i ruiner. Men det indre terrorangreb har gjort os angste for hinanden i en sådan grad, at det ødelægger vores samfund. Det ødelægger mennesker.

Vi er nødt til at begynde en ny fortælling, hvis ikke vi vil ædes op af angsten for hinandens grusomhed.

Vi er nødt til at løsne op. Vi er nødt til at turde tro på hinanden. Det starter ikke kun i frygten for terror; det starter i de små registreringer, som vi foretager i grundlæggende mistillid. Stempelure, der genindføres på arbejdspladserne. Skemaer og evalueringer der, hvor der burde være tillid og rum. Registrering der hvor der burde være omsorg.

Brug for at turde tale med hinanden
Det må være muligt at kunne stige på et fly uden at starte turen med en påmindelse om min sidemands mulige farlighed.  Det må være muligt at tanke benzin uden at blive filmet af 11 kameraer på tanken. Det må være muligt at skrive disse linjer uden at de skal logges af NSA.

Men vil det ikke føre til risiko for terror? For forbrydelser? Det er muligt. Men det er en risiko, jeg er villig til at løbe. Risikoen, derimod, for at vi fokuserer på det værste i hinanden – at jeg ikke ser dig som menneske, men som potentiel forbryder – den er for mig at se værre.

Vi har brug for en tillidsreform. Vi har brug for, at vi bindes sammen af troen på, at vi grundlæggende vil hinanden det godt. Vi har brug for at turde tale med hinanden. Vi har brug for at turde se hinanden i øjnene.

Hvis vi bindes sammen af mistilliden, har terroristerne vundet. Det må vi ikke tillade.

03 aug

Vi skal ikke vurdere mennesker på religion

Bølgerne er gået højt, siden Venstres politiske ordfører Inger Støjberg i sidste uge skrev en kronik i Berlingske.

I kronikken lufter Støjberg den tanke, at der kan stilles forskellige krav til udlændinge, der ønsker at komme hertil alt efter, om man er kristen amerikaner eller svensker, eller om man er muslimsk pakistaner eller somalier.

Forkert skel mellem kristne og muslimer
Kronikken har genstartet debatten om Danmarks udlændingepolitik, og jeg har mødt mange holdninger og kommentarer – hovedsageligt kritiske. Og det er en kritik, jeg godt forstår.

Når mennesker ønsker at blive en del af det danske samfund, skal de ikke vurderes på deres religion. Det handler ikke om, hvorvidt man er kristen amerikaner eller muslimsk somalier. Det handler om ens syn på det samfund, man ønsker at være en del af. Og vi har desværre set eksempler på, at vold og mord i protest imod demokratiet lige så vel kan have arnested i Norge som i Pakistan.

Kristne i modsætning til muslimer er med andre ord ikke det rigtige skel for, hvem vi ønsker at byde velkommen. Hvis man grundlæggende er imod værdier som demokrati, ytrings- og religionsfrihed, så er det danske samfund ikke det rigtige sted at vælge som hjem – uanset hvilken religiøs baggrund man har.

Åbenhed for dem, der kan og vil – og dem, der har brug for det
Modsat skal vi være parate til at tage imod dem, der kan og vil – og dem, der har brug for det.

For det første har vi påtaget os et engagement i verden, fordi vi tror på, at vores værdier om frihed og demokrati er vigtige at kæmpe for, og også bør gælde der, hvor diktatoriske regimer stadig råder. Med til det engagement hører, at vi åbner vores døre, når mennesker bliver forfulgt eller bliver drevet på flugt.

For det andet har vi brug for, at mennesker kan komme hertil fra andre kulturer, fordi det er med til at åbne vores eget udsyn imod en større verden end den danske. Vi har brug for, at det er nemt og enkelt for virksomheder at få arbejdskraft hertil fra udlandet, fordi det er med til at styrke konkurrenceevnen og dermed sikre, at det danske samfund fortsat kan forblive et rigt og godt samfund at leve i.

Valget handler om meget andet
Det er samtidigt vigtigt at være opmærksom på, at udlændingepolitikken ikke bliver det afgørende, når vi på et tidspunkt igen skal til valgurnerne. Vores samfund står over for mange og vigtige muligheder og udfordringer. Integration og spørgsmålet om grænsernes åbenhed er to af emnerne, men langt fra de eneste.

Vi har været igennem en finanskrise – vi er måske knapt nok igennem den – der har stillet spørgsmålstegn ved, hvad vi skal leve af i fremtiden. Hvordan ser fremtidens velfærd ud? Hvordan gør vi det attraktivt at skabe og fastholde arbejdspladser? Hvordan skal balancen være imellem statens opgaver og civilsamfundets? Hvordan kan vi fortsat engagere os og tage ansvar i verden?

Alt det bliver afgørende at diskutere i den kommende tid. Det betyder ikke, at vi ikke skal diskutere udlændingepolitik. Det må bare ikke stå alene!

17 jun

Tillykke med moskeen

Første gang jeg så Danmarks første moske med minaret, var da jeg skulle have taget fotos til min valgplakat. Fotostudiet ligger nemlig lige over for det, der på det tidspunkt var en byggeplads.

Jeg bemærkede den særprægede bygning, og jo, det virker specielt at se en minaret hæve sig over Kongens København. Det er en speciel bygning. Men et kirketårn er i grunden også en pudsig konstruktion, som blot har været her så længe, at vi ikke falder over arkitekturen længere.

Fordømmer kvinder og homoer
Københavns StorMoske, der åbner torsdag d. 19. juni, holder tre dages åbningsfest, hvor der er inviteret repræsentanter fra hele det officielle Danmark – fra kongehuset over ministre og til københavnske borgmestre.

Påfaldende mange har i den anledning travlt med andre gøremål, men en af dem, der åbent melder ud, at han ganske enkelt ikke ønsker at deltage, er Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, som i Radio24syv lader forstå, at han ikke blåstempler trossamfund, der både er kønsdiskriminerende og fordømmer homoseksualitet.

Senere i samme radioprogram høres et indslag med såkaldte “sorte præster” – det er præster i Den Danske Folkekirke, som ikke vil vie homoseksuelle og i øvrigt ikke give hånd til deres kvindelige kollegaer.

Multi-kulti
I et DR-program lader historiker og debattør Mikael Jalving forstå, at moskeen er bygget af midler fra ekstremister – moskeen er finansieret af Qatar – og at vi nu for alvor ser konsekvenserne af det “multi-kulti”, som vi naivt indtil nu blot har accepteret. Der er nemlig risiko for, at de kulturtroende muslimer bliver radikaliserede, og at moskeen skaber et parallelsamfund.

Multi-kulti, som er debattør-slang for multikulturalisme, er ganske rigtigt et vilkår, som vi har levet med ganske længe, og jeg er erklærer mig skyldig: Jeg er multi-kulti-tilhænger. Selvom der er udfordringer, så er det mest af alt berigende, at mennesker med forskellig tro og kultur mødes og lever side om side. Og hvad er i grunden alternativet?

Ekstremister i alle trossamfund
Jeg er enig i antagelsen om, at mennesker i mødet med et trossamfund risikerer at blive radikaliseret og potentielt udvikle sig til ekstremister inden for deres religion.

Men risikoen for ekstremisme gælder ikke kun muslimer, men ses tydeligt, når Radio24syv i førnævnte program omtaler folkekirkepræster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster eller for den sags skyld vil vie fraskilte. Det er også ekstremt, og deres holdninger er på mig lige så skræmmende som radikale muslimer. Begge er for mig at se meget langt fra den grundtvigske idé, som jeg kan forholde mig til: Menneske først, kristen så. – Eller sagt med andre ord (ikke Grundtvigs, men mine): Troen må kunne rumme både homoseksuelle og kvindelige præster!

Vi bør sige ja til dialog
Jeg vil – med Voltaires ord – forsvare andres ret til at have og udtrykke holdninger, som jeg ikke er enig i. Modsat vil jeg også forsvare retten til at mene, hvad jeg vil. Men for at jeg kan forsvare både mine egne og andres synspunkter, så kræver det, at jeg kender dem. Derfor er det glædeligt, at Københavns StorMoske inviterer til åbning. For det er en invitation til dialog. Og derfor er det ufatteligt ærgerligt, at så få repræsentanter fra det officielle Danmark møder op.

Jeg er ikke blind for problemerne. Selvfølgelig er der grund til at være på vagt over, at en islamistisk ørkenstat donerer penge til en dansk moske. Selvfølgelig er der grund til at være på vagt over radikalisering og ekstremister. Selvfølgelig er der grund til at fordømme holdninger, der underminerer ligestillingen mellem kønnene eller diskriminerer seksuelle mindretal.

Selvfølgelig skaber multikulturalismen udfordringer. Vi kan bare ikke afskaffe den, for selvom vi sætter bom ved Dybbøl, så lever vi i en global verden, hvor kulturer og religioner lever side om side. Og Gud ske lov for det! Selvfølgelig er der udfordringer, problemer og risici. Men forudsætningen for en fredelig sameksistens er en dialog, og når der åbnes en dør til dialog, så bør vi gå ind ad den – også selvom det er døren ind til en moske. Det handler ikke om blåstempling af andres holdninger. Det handler om respekt for vores naboer.

Tillykke med moskeen
Jeg synes, der er grund til at ønske både Dansk Islamisk Råd og hele Danmark tillykke med Københavns StorMoske. Jeg glæder mig til at besøge den. Det tror jeg nemlig er muligt uden at gå derfra som ekstrem islamist!

04 jun

Løkke og ledelse

Jeg er folketingskandidat for Venstre, men jeg er også erhvervspsykolog, og bruger en stor del af mit arbejdsliv på at tale med ledere og mennesker med magt. Sagen om Lars Løkke trækker i mig både politisk og professionelt. For på den ene side forstår jeg godt forargelsen over tøjbudgetter og ferierejser. På den anden side forstår jeg også, hvordan og hvorfor det er sket.

Løkke er de seneste uger havnet præcis samme sted, som Helle Thorning var, da hun i 2010 ramte BT’s forside med beskyldninger om skatteunddragelse. I den folkelige udlægning af sagen blev der hurtigt fokus på, om Thorning og gemalen Kinnock nu virkeligt levede som de sagde, nemlig med hende i København og ham i udlandet. Det indirekte spørgsmål lød: – Hvorfor fravælger en mand at bo med sin smukke blonde hustru? Og folkedomstolen var ikke sen til svar: – Kinnock må være bøsse!

Nogenlunde samme logik – bare med modsat fortegn – anvendtes om Anders Fogh, som for at beskytte sig imod såvel medier som folkedomstol helt fra ungdommen mestrede en fuldstændig adskillelse imellem sit professionelle liv og sit private. Adskillelsen blev så stor, at pressen lod skinne igennem, at Fogh i virkeligheden var neurotisk, menneskesky og kun havde én nær ven – en mand, forstås. Konklusion: Også Fogh må være bøsse!

Menneske og leder
Over de seneste dage er Løkkesagen blev sammenlignet ikke blot med behandlingen af Thorning og Fogh, men også med sagerne om Lene Espersens mødeafbud pga. familieferie og Annette Vilhelmsen fald som SF-formand. Der er imidlertid afgørende forskel på sagerne, idet Vilhelmsen og Espersen faldt på sager, hvis grund var politisk. Det er hverken Thornings skattesag eller Løkkes tøjditto. De er moralske. Og ikke blot en moral, der omhandler mennesket Løkke, men i lige så høj grad lederen Løkke.

At være leder på det niveau, som Fogh, Thorning og Løkke er, er at være i en liga, som få kender til, og som færre kommer i nærheden af. Statsministerniveauet – eller for den sags skyld CEO-niveauet i de største virksomheder – er kendetegnende ved et ekstremt pres, som man som leder er nødt til at værne sig imod for at kunne holde til det. Derfor er der i sagens natur forskel på mennesket og på lederen. Selv den mest autentiske leder har brug for et frirum, hvor der er plads til at tale om tvivlen, presset, ensomheden. Men også hvor der er plads til at sætte ord på ambitionen: Visionen, magten, indflydelsen.

Statsmandskab
I et land som Danmark, hvor der – siges det – er kort afstand mellem top og bund, og hvor vi ynder at være på fornavn med chefen, er balancekunsten mellem at være leder og menneske i særdeleshed vanskelig. Vi vil gerne være på fornavn med mennesket Anders, Helle og Lars. Men når krisen kradser, eller når der er høj sø, så forventer vi samtidigt et lederskab, der ligger uden for det almindelige, og som i det politiske landskab er blevet en disciplin i sig selv: Statsmandskab.

Statsmandskabet fordrer tanker og holdninger, der er anderledes end den almindelige vælgers. Statsmandskabet bygger på personligheder og erfaringsgrundlag, der er anderledes end flertallets. – En livsstil, der er anderledes, en viljestyrke, der er anderledes, et intellekt, der er anderledes.

Vi både fascineres af det og væmmes over det. Det er statsmandskabet vil vi se, når statsministeren i kriser eller svære tider træder frem som alfaderlig m/k, påtager sig nationens følelser og giver tro på en vej i krisen. Det er statsmandskabet vi vil se, når vi nytårsdag lytter til den båndede tv-tale, hvor nationens leder samler det gamle år og leder os ind i det nye.

Men det er samme statsmandskab vi væmmes ved, når vi overvejer, om Thorning nu også behøver alle de rejser med privatfly. Eller når vi føler, at Fogh godt kunne løsne lidt på slipset. Eller når prismærkets cifre på Løkkes tøj kommer for langt fra det, vi andre har inden for rækkevidde.

Valgt som leder
Der er ikke nogen regler for, hvor grænsen går, men statsmandskab er en balance, der handler om at forblive menneske og samtidigt være langt mere end det, nemlig at være den, der symboliserer hele landets styrke. Det kræver, at man handler, tænker og agerer anderledes. Men ikke mere anderledes, end at vi – vælgerne – stadig kan spejle os i det.

For lederen er kun leder, fordi han eller hun er valgt til det. Ikke alene på et landsmøde eller i en folketingsgruppe. Men valgt i en mere overført betydning blandt de, der opfatter ham eller hende som leder.

Præcis den krise oplever Thorning, der ikke har sat hverken statsmands- eller lederskab over styr på grund af højt forbrug – selvom tidligere tiders stempling som Gucci-Helle indebar samme risiko. Thornings statsmandskab er sat over styr på grund af den tillidskrise, som opsummeres i ét ord: Løftebrud. At hun fravælges som leder ses ikke mindst i talrige spekulationer om EU-poster. Vi kender reelt intet til, om hun er på vej væk eller agter at blive. Men folkets stemme – og den er som bekendt en politikers arbejdsgiver – har defineret hendes retning med kurs Bruxelles og dermed fravalgt hende som leder.

Linedans i mørket
Nogle har forsøgt at forklare Løkkesagen og tidligere lignende sager som udtryk for mediernes pågåenhed. Men det er næppe den fulde sandhed. Snarere har vores medieforbrug i de senere år – ikke mindst i lyset af de sociale mediers opblomstring – netop rokket ved, hvor grænsen går mellem at være privatperson og professionel.

Balancekunsten består i, at fremstille sig selv som et menneske, vi har lyst til at drikke en øl med – hvilket er et parameter, der særligt i de amerikanske valgkampe faktisk bliver undersøgt som et væsentligt parameter i den usynlige x-faktor, som en præsidentkandidat skal besidde. Og samtidigt have distance, ekstravagance og star quality nok til, at vi ser det statsmandskab, som enhver nation har brug for at tro på, for at fastholde sin selvforståelse.

Den balancegang er ikke forbeholdt statsledere og politikere, men er en udfordring for enhver, der bedriver ledelse på et vist niveau. Linedansen er usynlig, den foregår i mørke, men den foregår konstant. Det næste skridt kan være et skridt længere frem. Men det kan også være et uigenkaldeligt fald. På den ene side af linen er ydmygheden, folkeligheden, øjenhøjden. På den anden side er ophøjetheden, handlekraften, magten.

Fortjent til lederskabet
Balancegangen er ingenlunde ny. Det nye er, at den foregår på en langt smallere line end tidligere, og at den på den ene side foregår i mørket, men samtidigt i fuld offentlighed.

Linedansen er et grundvilkår for den leder, der er opvokset side om side med de sociale medier og det lederskab, der bygger på evnen til at skabe følgere. For den leder, der er opvokset i en tid, hvor lederskab og autoritet var to sider af samme sag, er balancegangen en kunst, der skal læres – og den type ledere er der endnu flest af.

Lederskabet og statsmandskabet handler om, at gøre sig fortjent til det; at blive valgt til det. Ikke blot når der er valg, men hver dag i den konstante dialog, der foregår imellem den, der leder, og dem, der følger.

21 feb

Bog: Mørch og Fogh

I slutningen af 2013 udkom Søren Mørchs bog om Anders Fogh Rasmussen.

AndersFogh

Mørch har tidligere skrevet bogen 25 statsministre, og Fogh kunne altså ikke nøjes med et kapitel, men måtte have en hel bog.

Den bog har jeg nu haft lejlighed til at læse, og det er en løjerlig, men sjov blanding af anekdoter, ideosynkrasier og synsninger fra vores alle sammens historiefortællende bedstefar, Søren Mørch.

Sommansir
Mørch veksler sprogligt mellem det alt for høje lixtal og det banale. Han synes, det er sjovt at skrive at nogen “tager røven” på andre. Og han kan godt lide hjemmelavede ord, fx sommansir.

At Mørch på forhånd vel nærmest er inhabil til at skrive neutralt og objektivt om Fogh – Mørch er gift med socialdemokraten Ritt Bjerregaard – giver næsten sig selv. Bogens svaghed er, at han lader forstå, at det er det, han prøver, og endda med historievidenskaben som baggrund. Der er ikke meget videnskab i bogen, ikke meget objektivitet eller neutralitet.

Kvidrende fruer
Tværtimod får vi betragtninger om Foghs sociale inkompetence, om hvordan han ene mand trak Danmark ind i den ene krig efter den anden. Og hans politiske modstandere går da heller ikke ram forbi i Mørchs portræt af Thorning og Vestager:

De to kvindelige oppositionsledere, Helle Thorning og Margrethe Vestager, klædte politiske anskuet ikke hinanden. De lignede mest af alt et par evigtunge, kvidrende nordkøbenhavnske fruer på indkøbstur – typer som begge partiers kernevælgere havde svært ved at identificere sig med.

Dertil kommer – som anmeldelserne af bogen påpeger – at den er besynderlig i sin vægtning. Vi hører rigtig meget om krig. Og meget lidt om alt muligt andet.

Synsninger
Den er med andre ord fyldt med synsninger – et udtryk som vi på universitetet lærte at tage afstand fra. Men synsninger er faktisk ikke så tosset, og Mørchs synsninger er reflekterede og afspejler en tænksom mands syn på virkeligheden. Det kan man så være enig i eller ej.

Mest interessant er Mørchs iaggtagelse af Fogh som den måske mest velforberedte statsminister, Danmark har haft. Selvom Mørch ikke deler Foghs holdninger, så er det svært ikke at medgive, at Fogh mestrede sit håndværk. Det var velforberedt, det var struktureret. Det var professionelt.

Og det må man helst ikke være. I hvert fald ikke i Danmark.

Den stærkeste statsminister
Mørch beskriver Fogh som den måske stærkeste statsminister, Danmark har haft. Og det er ikke kun positivt ment. For man må forstå, at Fogh alene i kraft af sit blik kan sætte sine ministre, ja, hele Folketinget på plads i en sådan grad, at hans ord blev lov. Således blev Danmark fx krigsførende.

Mørch slutter bogen med ordene:

Det bliver spændende at se, hvor lang tid der vil gå, før den danske stat kommer sig oven på Anders Fogh Rasmussens private udfoldelse som den stærkeste statsminister, Danmark har haft.

Man må her forstå, at Fogh ene mand har trynet staten, Folketinget, sine ministre i en sådan grad, at det kræver en vis restitutionstid. Det er en synsning, der vil noget. Og også en synsning, der unægteligt tilskriver noget mere magt til statsministerembedet, end der er belæg for.

Den Professionelle Politiker
Der er dog næppe tvivl om, at Fogh repræsenterede en ny form for politiker, som vi ikke ser så mange af, nemlig Den Professionelle Politiker. Drejebøgerne er skrevet så detaljeret, at embedsværket ikke er dem, der styrer, men tværtimod skal prøve at hjælpe dem, der styrer.

Kontrasten er til at få øje på, hvis vi sammenligner med det aktuelle politiske billede, hvor løftebrud, rokader og det Mørch kalder “møgsager” på det nærmeste falder oven i hinanden.

Det lille land med de få talenter
Hvis man forfølger Mørchs synsninger, er det hele Foghs skyld. Normalstandarden, som han kalder det, i dansk politik er nemlig, at statsministerembedet fungerer på en måde “[…] der er givet af landets lidenhed, småstatens svagheder og talentmassens begrænsede størrelse i en befolkning, der nu engang er på fem en halv million mennesker.”

Mørch skriver ikke meget om kontraktpolitikken, skønt det måske netop var den, der var Foghs varemærke. Vi kan genkalde os statsministerens nasale klang, når han sagde, at “det vi lover før valget er også det, vi gennemfører efter valget”.

Bajere og sidespring
I den forstand er det måske Foghs skyld, at vi i dag taler så meget om løftebrud. Man kunne være enig med Fogh eller ej. Men det meste af det, han lovede, blev vedtaget. Velforberedt. Pertentligt. Omhyggeligt. Professionelt. Og måske meget væk fra den joviale danske kolonihavehus-idyl, hvor politikere – “normalpolitikere”, for at fortsætte i Mørchs jargon – ser sådan ud:

‘Den danske normalpolitiker’ (hvis man ellers kan acceptere en sådan konstruktion for anskuelighedens skyld) er et menneske, der lever og ånder i samværet med andre mennesker, der er glad for at være sammen med andre, glad for at snakke om løst og fast, ikke mindst om sig selv, og glad for at fortælle om sine egne fornemmelser og fortræffeligheder. Et selskabsmenneske, der kan drikke en bajer eller to, hvis det skal være, et menneske, der ikke går af vejen for et ægteskabeligt sidespring eller to, hvis lejligheden byder sig – og det gør den i rigt mål for mandlige politikere, fordi magt for mange kvinder er det stærkeste afrodisiakum, der findes.

Fogh er ikke en sådan normalpolitiker, som Mørch snedigt bemærker. Tværtimod er Fogh måske den stærkeste manifestation af normalpolitikerens modsætning, som vi har oplevet i dansk politik.

Må man være professionel i Danmark?
Den Professionelle Politiker – ikke at forveksle med Levebrødspolitikeren – er lige så nidkær med sit arbejde som embedsmands-DJØF’eren. Ingen brudte løfter. Ingen slinger i valsen. Der er et stykke arbejde, der skal gøres, og det skal gøres bedst muligt. Den Professionelle Politiker kan – i modsætning til Levebrødspolitikeren eller Normalpolitikeren – med lethed finde andet arbejde, fordi han er kvalificeret til det.

Måske er det udtryk for mine synsninger, men mellem linjerne i Mørchs bog synes det er fremgå, at det, jeg har har døbt Den Professionelle Politiker ikke egner sig godt til Danmark og den danske folkesjæl. At lede landet som man leder en koncern virker fremmed og fjernt. Vi vil hellere drikke en bajer med ministeren og sludre om løst og fast.

Løftebrud før Fogh?
Eller… Det ville vi måske engang. For selvom Mørch konkluderer, at ikke efterlod “noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af … Anders Fogh Rasmussen”, så er sandheden måske snarere, at Fogh efterlod aftrykket af Den Professionelle Politiker, som vi måske nok har det ambivalent med i fladlandet. Men som vi alligevel savner.

Ville vi have talt om løftebrud før Fogh introducerede kontraktpolitikken?

Eller har Fogh i virkeligheden en del af fortjenesten – eller skylden, alt efter synspunkt – for, at vi nu forventer, at politikere siger hvad de mener og gennemfører det, de siger?

 

Slutteligt blot en lille sentens fra det, ingen læser, nemlig bogens kildehenvisninger. Her skriver Mørch:

I litteraturlisten har jeg inkluderet meget af, hvad jeg mere har haft glæde af, men der er også en hel del, der ikke er kommet med. Dels – og navnlig – alt det jeg har læst, men glemt at notere mig, dels det jeg har set på nettet, hvor interessante tekster har det med at dukke op og forsvinde på måder, jeg ikke kan gennemskue.

Ethvert speciales litteraturliste burde have en sådan replik: Her står en liste over noget af det, jeg har læst, men ikke det hele, for jeg fik det ikke lige skrevet ned…

Tak til Søren Mørch for 291 siders synsninger!