Jeg er folketingskandidat for Venstre, men jeg er også erhvervspsykolog, og bruger en stor del af mit arbejdsliv på at tale med ledere og mennesker med magt. Sagen om Lars Løkke trækker i mig både politisk og professionelt. For på den ene side forstår jeg godt forargelsen over tøjbudgetter og ferierejser. På den anden side forstår jeg også, hvordan og hvorfor det er sket.

Løkke er de seneste uger havnet præcis samme sted, som Helle Thorning var, da hun i 2010 ramte BT’s forside med beskyldninger om skatteunddragelse. I den folkelige udlægning af sagen blev der hurtigt fokus på, om Thorning og gemalen Kinnock nu virkeligt levede som de sagde, nemlig med hende i København og ham i udlandet. Det indirekte spørgsmål lød: – Hvorfor fravælger en mand at bo med sin smukke blonde hustru? Og folkedomstolen var ikke sen til svar: – Kinnock må være bøsse!

Nogenlunde samme logik – bare med modsat fortegn – anvendtes om Anders Fogh, som for at beskytte sig imod såvel medier som folkedomstol helt fra ungdommen mestrede en fuldstændig adskillelse imellem sit professionelle liv og sit private. Adskillelsen blev så stor, at pressen lod skinne igennem, at Fogh i virkeligheden var neurotisk, menneskesky og kun havde én nær ven – en mand, forstås. Konklusion: Også Fogh må være bøsse!

Menneske og leder
Over de seneste dage er Løkkesagen blev sammenlignet ikke blot med behandlingen af Thorning og Fogh, men også med sagerne om Lene Espersens mødeafbud pga. familieferie og Annette Vilhelmsen fald som SF-formand. Der er imidlertid afgørende forskel på sagerne, idet Vilhelmsen og Espersen faldt på sager, hvis grund var politisk. Det er hverken Thornings skattesag eller Løkkes tøjditto. De er moralske. Og ikke blot en moral, der omhandler mennesket Løkke, men i lige så høj grad lederen Løkke.

At være leder på det niveau, som Fogh, Thorning og Løkke er, er at være i en liga, som få kender til, og som færre kommer i nærheden af. Statsministerniveauet – eller for den sags skyld CEO-niveauet i de største virksomheder – er kendetegnende ved et ekstremt pres, som man som leder er nødt til at værne sig imod for at kunne holde til det. Derfor er der i sagens natur forskel på mennesket og på lederen. Selv den mest autentiske leder har brug for et frirum, hvor der er plads til at tale om tvivlen, presset, ensomheden. Men også hvor der er plads til at sætte ord på ambitionen: Visionen, magten, indflydelsen.

Statsmandskab
I et land som Danmark, hvor der – siges det – er kort afstand mellem top og bund, og hvor vi ynder at være på fornavn med chefen, er balancekunsten mellem at være leder og menneske i særdeleshed vanskelig. Vi vil gerne være på fornavn med mennesket Anders, Helle og Lars. Men når krisen kradser, eller når der er høj sø, så forventer vi samtidigt et lederskab, der ligger uden for det almindelige, og som i det politiske landskab er blevet en disciplin i sig selv: Statsmandskab.

Statsmandskabet fordrer tanker og holdninger, der er anderledes end den almindelige vælgers. Statsmandskabet bygger på personligheder og erfaringsgrundlag, der er anderledes end flertallets. – En livsstil, der er anderledes, en viljestyrke, der er anderledes, et intellekt, der er anderledes.

Vi både fascineres af det og væmmes over det. Det er statsmandskabet vil vi se, når statsministeren i kriser eller svære tider træder frem som alfaderlig m/k, påtager sig nationens følelser og giver tro på en vej i krisen. Det er statsmandskabet vi vil se, når vi nytårsdag lytter til den båndede tv-tale, hvor nationens leder samler det gamle år og leder os ind i det nye.

Men det er samme statsmandskab vi væmmes ved, når vi overvejer, om Thorning nu også behøver alle de rejser med privatfly. Eller når vi føler, at Fogh godt kunne løsne lidt på slipset. Eller når prismærkets cifre på Løkkes tøj kommer for langt fra det, vi andre har inden for rækkevidde.

Valgt som leder
Der er ikke nogen regler for, hvor grænsen går, men statsmandskab er en balance, der handler om at forblive menneske og samtidigt være langt mere end det, nemlig at være den, der symboliserer hele landets styrke. Det kræver, at man handler, tænker og agerer anderledes. Men ikke mere anderledes, end at vi – vælgerne – stadig kan spejle os i det.

For lederen er kun leder, fordi han eller hun er valgt til det. Ikke alene på et landsmøde eller i en folketingsgruppe. Men valgt i en mere overført betydning blandt de, der opfatter ham eller hende som leder.

Præcis den krise oplever Thorning, der ikke har sat hverken statsmands- eller lederskab over styr på grund af højt forbrug – selvom tidligere tiders stempling som Gucci-Helle indebar samme risiko. Thornings statsmandskab er sat over styr på grund af den tillidskrise, som opsummeres i ét ord: Løftebrud. At hun fravælges som leder ses ikke mindst i talrige spekulationer om EU-poster. Vi kender reelt intet til, om hun er på vej væk eller agter at blive. Men folkets stemme – og den er som bekendt en politikers arbejdsgiver – har defineret hendes retning med kurs Bruxelles og dermed fravalgt hende som leder.

Linedans i mørket
Nogle har forsøgt at forklare Løkkesagen og tidligere lignende sager som udtryk for mediernes pågåenhed. Men det er næppe den fulde sandhed. Snarere har vores medieforbrug i de senere år – ikke mindst i lyset af de sociale mediers opblomstring – netop rokket ved, hvor grænsen går mellem at være privatperson og professionel.

Balancekunsten består i, at fremstille sig selv som et menneske, vi har lyst til at drikke en øl med – hvilket er et parameter, der særligt i de amerikanske valgkampe faktisk bliver undersøgt som et væsentligt parameter i den usynlige x-faktor, som en præsidentkandidat skal besidde. Og samtidigt have distance, ekstravagance og star quality nok til, at vi ser det statsmandskab, som enhver nation har brug for at tro på, for at fastholde sin selvforståelse.

Den balancegang er ikke forbeholdt statsledere og politikere, men er en udfordring for enhver, der bedriver ledelse på et vist niveau. Linedansen er usynlig, den foregår i mørke, men den foregår konstant. Det næste skridt kan være et skridt længere frem. Men det kan også være et uigenkaldeligt fald. På den ene side af linen er ydmygheden, folkeligheden, øjenhøjden. På den anden side er ophøjetheden, handlekraften, magten.

Fortjent til lederskabet
Balancegangen er ingenlunde ny. Det nye er, at den foregår på en langt smallere line end tidligere, og at den på den ene side foregår i mørket, men samtidigt i fuld offentlighed.

Linedansen er et grundvilkår for den leder, der er opvokset side om side med de sociale medier og det lederskab, der bygger på evnen til at skabe følgere. For den leder, der er opvokset i en tid, hvor lederskab og autoritet var to sider af samme sag, er balancegangen en kunst, der skal læres – og den type ledere er der endnu flest af.

Lederskabet og statsmandskabet handler om, at gøre sig fortjent til det; at blive valgt til det. Ikke blot når der er valg, men hver dag i den konstante dialog, der foregår imellem den, der leder, og dem, der følger.