Vi er nødt til at kunne tale om – og med – flygtninge, indvandrere og muslimer, uden at blive stemplet som enten multikulti-naive eller glødende racister.

Der er to fløje i dansk politik i øjeblikket:

1. Dem, der synes, at muslimer er roden til alt ondt.
2. Og dem, der synes, at dem, der synes, at muslimer er roden til alt ondt, er roden til alt ondt.

Begge lider af Tante Sofie-syndromet, der som bekendt lyder: – Hvis alle andre var som jeg, så gik det nok til sidst!

Problemet er, at det lige nu er særdeles vanskeligt at sige noget som helst, der har med ikke-etniske danskere at gøre, uden at man enten betragtes som multikulti-naiv eller som glødende racist.

Selv har jeg oftest fået det første stempel. Det skete fx, da jeg bød den nye moske i København velkommen – og fluks må det være udtryk for, at jeg på ingen måde anerkender, at integration giver problemer.

Det anerkender jeg fuldt ud. Og i forhold den igangværende debat om Venstres udlændingepolitik, så lad mig slå to ting fast:

1. Jeg er enig i, at Danmark skal være åbent for dem, der kan og vil. Men vi bør tilføje, at Danmark også skal være åbent for dem, der har brug for det. Flygtninge på flugt fra de utallige krigs- og katastrofeområder, der er i verden lige nu, har vi ganske enkelt en pligt til at hjælpe – uanset om de har ressourcer, uddannelse eller penge med sig.
2. Jeg synes, vi skal se på, hvordan Flygtningenævnet sammensættes. Hvorvidt Dansk Flygtningeråd skal have ret til at udpege medlemmer til rådet, vil jeg gerne diskutere. Der kan være gode grunde til, at nævnet skal sammensættes anderledes.

Problemet i de to spørgsmål er ikke substansen. Det er formen. Tonen, om man vil. For det, der fylder i debatten, er holdningen til de, der hverken kan eller vil. Og ja, dem er der mange af. Det er et åbenlyst problem, og nogle af dem burde sikkert slet ikke være i Danmark.

Men langt de fleste, der bor i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk, er velintegrerede og velfungerende borgere i det danske samfund. Nogle vil sige, at de er en ressource. Det kan vi godt kalde dem. Jeg vil hellere sige, at vi alle sammen er mennesker, og når vi kun sætter fokus på de dårlige historier, skaber vi et skel imellem dem og os, som ingen dybest set har gavn af.

Det går ikke, hvis vi i den politiske debat kun har to grupper: Dem, der er for. Og dem, der er imod. Integration og fredelig sameksistens er en opgave, der er for vigtig til at forenkle den til populisme og smarte punch-lines. Vi bliver nødt til at diskutere i en tone, der gør, at vi kan få fat i substansen.

Forleden så jeg et opslag på Facebook, hvor der stod: – Din bil er tysk. Din vodka er russisk. Din pizza er italiensk. Din kebab er tyrkisk. Dit demokrati er græsk. Din kaffe er brasiliansk. Dine film er amerikanske. Din trøje er fra indien. Din benzin er fra Saudi Arabien. Din elektronik er kinesisk. Dine tal er arabiske og dine bogstaver latin. – Og du brokker dig over, at din nabo er udlænding…