21 feb

Bog: Mørch og Fogh

I slutningen af 2013 udkom Søren Mørchs bog om Anders Fogh Rasmussen.

AndersFogh

Mørch har tidligere skrevet bogen 25 statsministre, og Fogh kunne altså ikke nøjes med et kapitel, men måtte have en hel bog.

Den bog har jeg nu haft lejlighed til at læse, og det er en løjerlig, men sjov blanding af anekdoter, ideosynkrasier og synsninger fra vores alle sammens historiefortællende bedstefar, Søren Mørch.

Sommansir
Mørch veksler sprogligt mellem det alt for høje lixtal og det banale. Han synes, det er sjovt at skrive at nogen “tager røven” på andre. Og han kan godt lide hjemmelavede ord, fx sommansir.

At Mørch på forhånd vel nærmest er inhabil til at skrive neutralt og objektivt om Fogh – Mørch er gift med socialdemokraten Ritt Bjerregaard – giver næsten sig selv. Bogens svaghed er, at han lader forstå, at det er det, han prøver, og endda med historievidenskaben som baggrund. Der er ikke meget videnskab i bogen, ikke meget objektivitet eller neutralitet.

Kvidrende fruer
Tværtimod får vi betragtninger om Foghs sociale inkompetence, om hvordan han ene mand trak Danmark ind i den ene krig efter den anden. Og hans politiske modstandere går da heller ikke ram forbi i Mørchs portræt af Thorning og Vestager:

De to kvindelige oppositionsledere, Helle Thorning og Margrethe Vestager, klædte politiske anskuet ikke hinanden. De lignede mest af alt et par evigtunge, kvidrende nordkøbenhavnske fruer på indkøbstur – typer som begge partiers kernevælgere havde svært ved at identificere sig med.

Dertil kommer – som anmeldelserne af bogen påpeger – at den er besynderlig i sin vægtning. Vi hører rigtig meget om krig. Og meget lidt om alt muligt andet.

Synsninger
Den er med andre ord fyldt med synsninger – et udtryk som vi på universitetet lærte at tage afstand fra. Men synsninger er faktisk ikke så tosset, og Mørchs synsninger er reflekterede og afspejler en tænksom mands syn på virkeligheden. Det kan man så være enig i eller ej.

Mest interessant er Mørchs iaggtagelse af Fogh som den måske mest velforberedte statsminister, Danmark har haft. Selvom Mørch ikke deler Foghs holdninger, så er det svært ikke at medgive, at Fogh mestrede sit håndværk. Det var velforberedt, det var struktureret. Det var professionelt.

Og det må man helst ikke være. I hvert fald ikke i Danmark.

Den stærkeste statsminister
Mørch beskriver Fogh som den måske stærkeste statsminister, Danmark har haft. Og det er ikke kun positivt ment. For man må forstå, at Fogh alene i kraft af sit blik kan sætte sine ministre, ja, hele Folketinget på plads i en sådan grad, at hans ord blev lov. Således blev Danmark fx krigsførende.

Mørch slutter bogen med ordene:

Det bliver spændende at se, hvor lang tid der vil gå, før den danske stat kommer sig oven på Anders Fogh Rasmussens private udfoldelse som den stærkeste statsminister, Danmark har haft.

Man må her forstå, at Fogh ene mand har trynet staten, Folketinget, sine ministre i en sådan grad, at det kræver en vis restitutionstid. Det er en synsning, der vil noget. Og også en synsning, der unægteligt tilskriver noget mere magt til statsministerembedet, end der er belæg for.

Den Professionelle Politiker
Der er dog næppe tvivl om, at Fogh repræsenterede en ny form for politiker, som vi ikke ser så mange af, nemlig Den Professionelle Politiker. Drejebøgerne er skrevet så detaljeret, at embedsværket ikke er dem, der styrer, men tværtimod skal prøve at hjælpe dem, der styrer.

Kontrasten er til at få øje på, hvis vi sammenligner med det aktuelle politiske billede, hvor løftebrud, rokader og det Mørch kalder “møgsager” på det nærmeste falder oven i hinanden.

Det lille land med de få talenter
Hvis man forfølger Mørchs synsninger, er det hele Foghs skyld. Normalstandarden, som han kalder det, i dansk politik er nemlig, at statsministerembedet fungerer på en måde “[…] der er givet af landets lidenhed, småstatens svagheder og talentmassens begrænsede størrelse i en befolkning, der nu engang er på fem en halv million mennesker.”

Mørch skriver ikke meget om kontraktpolitikken, skønt det måske netop var den, der var Foghs varemærke. Vi kan genkalde os statsministerens nasale klang, når han sagde, at “det vi lover før valget er også det, vi gennemfører efter valget”.

Bajere og sidespring
I den forstand er det måske Foghs skyld, at vi i dag taler så meget om løftebrud. Man kunne være enig med Fogh eller ej. Men det meste af det, han lovede, blev vedtaget. Velforberedt. Pertentligt. Omhyggeligt. Professionelt. Og måske meget væk fra den joviale danske kolonihavehus-idyl, hvor politikere – “normalpolitikere”, for at fortsætte i Mørchs jargon – ser sådan ud:

‘Den danske normalpolitiker’ (hvis man ellers kan acceptere en sådan konstruktion for anskuelighedens skyld) er et menneske, der lever og ånder i samværet med andre mennesker, der er glad for at være sammen med andre, glad for at snakke om løst og fast, ikke mindst om sig selv, og glad for at fortælle om sine egne fornemmelser og fortræffeligheder. Et selskabsmenneske, der kan drikke en bajer eller to, hvis det skal være, et menneske, der ikke går af vejen for et ægteskabeligt sidespring eller to, hvis lejligheden byder sig – og det gør den i rigt mål for mandlige politikere, fordi magt for mange kvinder er det stærkeste afrodisiakum, der findes.

Fogh er ikke en sådan normalpolitiker, som Mørch snedigt bemærker. Tværtimod er Fogh måske den stærkeste manifestation af normalpolitikerens modsætning, som vi har oplevet i dansk politik.

Må man være professionel i Danmark?
Den Professionelle Politiker – ikke at forveksle med Levebrødspolitikeren – er lige så nidkær med sit arbejde som embedsmands-DJØF’eren. Ingen brudte løfter. Ingen slinger i valsen. Der er et stykke arbejde, der skal gøres, og det skal gøres bedst muligt. Den Professionelle Politiker kan – i modsætning til Levebrødspolitikeren eller Normalpolitikeren – med lethed finde andet arbejde, fordi han er kvalificeret til det.

Måske er det udtryk for mine synsninger, men mellem linjerne i Mørchs bog synes det er fremgå, at det, jeg har har døbt Den Professionelle Politiker ikke egner sig godt til Danmark og den danske folkesjæl. At lede landet som man leder en koncern virker fremmed og fjernt. Vi vil hellere drikke en bajer med ministeren og sludre om løst og fast.

Løftebrud før Fogh?
Eller… Det ville vi måske engang. For selvom Mørch konkluderer, at ikke efterlod “noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af … Anders Fogh Rasmussen”, så er sandheden måske snarere, at Fogh efterlod aftrykket af Den Professionelle Politiker, som vi måske nok har det ambivalent med i fladlandet. Men som vi alligevel savner.

Ville vi have talt om løftebrud før Fogh introducerede kontraktpolitikken?

Eller har Fogh i virkeligheden en del af fortjenesten – eller skylden, alt efter synspunkt – for, at vi nu forventer, at politikere siger hvad de mener og gennemfører det, de siger?

 

Slutteligt blot en lille sentens fra det, ingen læser, nemlig bogens kildehenvisninger. Her skriver Mørch:

I litteraturlisten har jeg inkluderet meget af, hvad jeg mere har haft glæde af, men der er også en hel del, der ikke er kommet med. Dels – og navnlig – alt det jeg har læst, men glemt at notere mig, dels det jeg har set på nettet, hvor interessante tekster har det med at dukke op og forsvinde på måder, jeg ikke kan gennemskue.

Ethvert speciales litteraturliste burde have en sådan replik: Her står en liste over noget af det, jeg har læst, men ikke det hele, for jeg fik det ikke lige skrevet ned…

Tak til Søren Mørch for 291 siders synsninger!