26 maj

Jeg støtter Bogø

Danmark er en retsstat – ikke et reality-show

TV2-programmet Operation X sat fokus på lønforholdene hos bl.a. den aalborgensiske sandwichkæde Bogø Sandwich.

Allerede inden udsendelsen har TV2 kørt historien i et par dage og udstillet Bogø Sandwich på en sådan måde, at Venstres folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt har kaldt firmaets direktør en ‘ubehagelig kriminel’.

Bogø Sandwich har på deres Facebook-side forklaret en anden side af historien. Jeg kan ikke vurdere, hvad der er rigtigt og forkert. Det er det, vi i Danmark har domstole til.

Nu har TV2 i stedet påtaget sig rollen som domstol og dommen er åbenbart allerede accepteret politisk. Det er et demokratisk problem, at dramatisk TV med skjult kamera og effektive virkemidler sætter retssystemet ud af drift.

Virksomheder skal opføre sig ordentligt. Det samme skal TV-programmer. Når TV ophøjes til domstol bliver vi alle borgere i et reality-show i stedet for i en retsstat. Det kan ingen være tjent med.

21 mar

Menneske først

(Dette indlæg er bragt som “Synspunkt” i NORDJYSKE Stiftstidende d. 21. marts 2015)

Opfør dig ordentligt, ellers kommer du til Brejning!

Sådan skulle en trussel efter sigende have lydt for en generation eller to siden, når det gjaldt om at få uvorne børn til at opføre sig pænt.

Selvom Brejning er et af Danmarks smukkeste steder blot et stenkast fra Vejle Fjord, så var det ingen spøg at blive sendt dertil som barn. Det betød nemlig, at man tilhørte en slags, man igennem tiden har forsøgt at finde mere eller mindre politisk korrekte betegnelser for: Idioter, sindssyge, åndsvage, udviklingshæmmede.

I Brejning lå De Kellerske Anstalter, som fra deres opførelse i begyndelsen af sidste århundrede markerede et nybrud i tilgangen til de mennesker, der ellers ofte kunne ende som landsbytosser, på fattiggårdene eller steder, der var værre.

Ofte blev kontakten med den øvrige familie afbrudt i det øjeblik barnet stod af på Brejning Station. Ingen vej tilbage, her kunne livet leves under opsyn af et kyndigt og professionelt personale, og når den tid kom, ville man blive begravet på anstaltens egen kirkegård.

Fascination og foragt
I dag er de gamle bygninger smukt omdannet til et moderne wellness-hotel, og opholder man sig lidt i området, kan man ikke undgå at mærke vingesuset fra en historie, der vækker både fascination og foragt.

Fascinationen ligger i, at det for hundrede år siden lykkedes at etablere et system, der med værdighed og blik for det unormales særegenhed skabte rammer, der både kunne være udviklende og skånende for omverdenens nedsættende blikke.

Foragten opstår, når man med nutidens menneskesyn ser tilbage på de skæbner, der blev fjernet fra deres familier ud fra en videnskabelig bedrevidenhed, der regulerede og kontrollerede mennesker, som faldt uden for tidens normalitetsbegreb.

Historien blev min
Første gang, jeg mødte historien om Brejning, var som tilfældigt tidsfordriv på en ferie i området. Men den fjerne historie om de åndsvages liv og levned, blev en del af mig, da jeg en novemberdag for et par år siden blev far til Lina.

De første ord, der blev sagt om hende var: – Downs syndrom. Det vidste vi ikke på forhånd, og pludselig var vi indrullet i en verden, hvor de fjerne ord og politisk korrekte gloser ikke længere var tilfældig coffee table-læsning, men en del af vores virkelighed.

Var Lina født for hundrede år siden, kunne hun have været blandt dem, der blev stemplet åndsvag og sendt på toget med kurs Brejning. Men tiderne skifter, og i dag kalder vi heldigvis hverken Lina for åndssvag, sindssyg eller idiot. Hun har derimod Downs syndrom. Det gør en verden til forskel, for at have Downs syndrom giver plads til at se mennesket først: Her er Lina, hun har Downs syndrom – men hun er meget mere end det.

Særlige behov
Lina bor ikke på en anstalt, hun bor hjemme og går i en dagpleje ligesom andre på hendes alder. Der er færre børn i Linas dagpleje, og der kommer terapeuter og behandlere, der hjælper Lina med at udvikle sig.

Om lidt skal hun i børnehave. Det er samme børnehave som andre børn, men på en stue, hvor de er knapt så mange, og hvor pædagogerne har en særlig viden om de, der nu er kommet til at hedde ”børn med særlige behov”.

Senere skal hun i skole, og hvad der så skal ske, ved jeg lige så lidt om, som enhver anden forældre vel ved om fremtiden for sit barn. Men når jeg ser på Linas barneliv – og når jeg prøver at se ind i krystalkuglens fremtidssyn – ser jeg et liv, der ikke nødvendigvis er så forskelligt fra det, vi kalder normalt.

Et mennesyn, vi kan være stolte af
Et samfund kan i nogen grad bedømmes ud fra, hvordan man behandler de, der skiller sig ud fra mængden. Ser vi dem som en byrde, der ligger os til last – eller opfatter vi det som et fælles ansvar at hjælpe og støtte dem, der ikke kan det samme som flertallet? Her oplever jeg i mødet med såvel kommune som sygehusvæsen et menneskesyn, vi kan være tjent med og endda stolte af.

I dag er det International Downs Syndrom Dag. Det er en anledning til at glæde sig over den udvikling, der har fundet sted. – Der er langt til Brejning!

21 mar

Mennesker – med eller uden Downs

(Dette indlæg er bragt i Jyllands-Posten fredag d. 21/3-2014).

I størstedelen af mit liv har Downs syndrom bare været ord. Jeg har aldrig forholdt mig særligt til det og heller ikke fulgt med i udsendelser om hverken Morten og Peter eller andre af dem, der hører til i en anden kategori end den, vi kalder normal. Det lå uden for mit fokus.

downs

Indtil den dag midt i november forrige år, da min datter blev født. Under en time efter, at hun var kommet til verden, vurderede en læge, at Lina havde Downs syndrom.

Fra det øjeblik forvandlede det sig fra at være ord og til at være et vilkår, vi skal leve med.

Heldigvis vidste jeg ikke på forhånd, at Lina havde Downs. Jeg tror, at den manglende viden gjorde det lettere at se Lina som Lina. Der i kuvøsen lå først og fremmest min datter. Hun havde Downs, ja, men hun havde også ører og øjne og næse og mund og alt det andet, som jeg forventede, at min datter skulle have.

I en verden af ord

Igennem Lina er jeg blevet ført ind i en verden af ord, der forsøger at gøre det normale og unormale politisk korrekt.

Lina er ikke mongol, men har ”Downs syndrom”. Lina er ikke åndssvag (som hun ville have været for 20 år siden), hun har derimod ”særlige behov”. De, der ikke har Downs, er i jargonen ikke normale børn, men ”børn uden handicap”.

Det er en sproglig linedans, der forsøger at blande diagnoser, kommunelingo og omgangstone sammen i en ret, som ingen kan føle sig stødt af.

Da jeg blev far til Lina, blev jeg kortvarigt forført af ordene og af de kasser, de skaber. Jeg troede et øjeblik på det, som de fleste responderede, når jeg fortalte, at Lina havde Downs: ”De er også altid så glade”, sagde folk.

Det er Lina nu ikke. Hun bliver sur, hvis hun kører for længe i bil, eller hvis hun ikke kan få fat i sin røde kop, fordi jeg gemmer den for hende. Derimod bliver hun glad, når jeg giver hende en flyvetur højt oppe i luften. Så griner hun, så jeg bliver rørt helt ned i tæerne.

Lina har Downs syndrom, og det fortæller en del om hendes kromosomer, men ikke særligt meget om hendes personlighed. Hun er først og fremmest Lina. Hun har noget til fælles med andre, der har Downs, men mest af alt er hun Lina og skal mødes som Lina – ligesom vi alle skal mødes som dem, vi er.

Flere får en diagnose

I dag 21/3 er det international Downsdag. Der bliver i dag sat fokus på kommende forældres til- eller fravalg af børn med Downs syndrom. Men opfattelsen af normalt og abnormt er ikke et valg, de enkelte forældre kan tage, ligesom man ikke kan skabe rummelighed, plads og accept alene. Det er et ansvar, vi deler med hinanden i et samfund.

Derfor er Downsdagen en god anledning til at overveje, hvordan vi møder hinanden. For vi lever i et samfund, hvor stadig flere får en diagnose.

Det stiller krav om, at vi ikke ser hinanden som omvandrende sygdomme eller sociale tilfælde, men først og fremmest som det, vi er fælles om at være: Mennesker – med eller uden Downs.