17 nov

Den frie verden skal forblive fri

(Bragt i NORDJYSKE Stiftstidende 17. november 2015.)

 

Terrorangrebet i Paris satte verden i stå, og endnu engang er det, vi kalder den frie verden under angreb af værdier så mørke, at vi ikke fatter det.

Siden 11. september 2001 har vi forstået terroren som en krig imod vores vestlige værdier og som en kamp mellem på den ene side den frie verden og på den anden side formørkede ekstremister. Vi er gået i krig, vi har skærpet vores overvågning, vi har givet efterretningstjenester stadig flere ressourcer og beføjelser.

Mens denne kamp udspiller sig, har vi i den frie verden accepteret, at den enkelte borger må overvåges nærmest grænseløst.

Vi har accepteret, at vi på flyveture og rejser skal lade os sikkerhedstjekke på et niveau, så enhver passager stemples som potentiel terrorist indtil det modsatte er bevidst. Vi tager det som udtryk for rettidig omhu, når der foretages omfattende evakueringer, fordi en nervøs studerende på vej til eksamen fingererer med kabler i sin taske.

Angst som grundstemning
Når terroren endnu engang rammer, stiller vi os i natten side om side med tændte lys og nynner ”Aldrig ræd for mørkets magt…”. Men det er her, vi tager fejl. For terroristernes sejr er, at angsten er blevet en grundstemning hos os i en sådan grad, at vi ikke engang længere bemærker det.

I gamle dage – det vil sige før 9/11 – kunne vi med hovedrysten se på andre staters overvågning af egne borgere og tale hånligt om KGB-metoder. I dag accepterer vi det, og ser det endda som udtryk for tryghed. I gamle dage kunne vi glæde os over det fantastiske fremskridt det var, at grænserne i Europa kunne åbnes og mennesker bevæge sig frit. Nu betragter vi det som en sejr, når de lukkes.

Den frie verden
Den frie verdens grundsten er ikke vold, overvågning, angst eller gengældelse. Den frie verdens grundsten er ikke naiv laden stå til lige så lidt som det er krigens ødelæggelse.

Det er derfor, vi hylder de ledere i historien, der igennem dialog, forsoning og forandring kunne bryde mure ned, standse krige og skabe fred. Det er derfor, vi skriver love og bygger domstole, så ondt ikke skal gengældes med ondt, men med en straf, vi kan stå ved.

Når vi giver køb på de værdier, som vores samfund er bygget på, så lader vi både hånt om de, der med liv og arbejde var med til at skabe det. Og vi forpasser chancen for at give den frie verden videre til vores børn.

Dialog og forsoning
Hvis vi i stedet kan samles – ikke fordi vi i kraft af religion eller ideologi har noget til fælles, men fordi vi som mennesker har noget til fælles – så vil vi se, hvor få ekstremisterne i virkeligheden er. Så vil vi ikke forveksle tro med terror. Så vil det formørkede livssyn, der tror bomber, terror og ødelæggelse udstille sin egen forkrøblede kynisme.

Når vi rammes, skal vi straffe. Men vi skal gøre det med den frie verdens tro på en retfærdig domstol og ikke med terrorens had. Vi skal se os for, men vi skal ikke overvåge hinanden som potentielle forbrydere. Vi skal passe på det, der betyder noget, men ikke sætte hegn op omkring os selv, for det er os selv, vi låser inde.

Den statsleder, der løsner endnu et skud, bliver en i rækken. Den, der tør tale om dialog og forsoning, skriver historie.

24 aug

Kulturteltmøde

Kulturmødet har potentiale til at løfte en nødvendig diskussion om vores kulturelle sammenhængskraft. Men det mangler lokal forankring og minder mest om et teltmøde, der skal oplyse det mørke Jylland – det er synd!

 

 

Der var sat midlertidige skilte op på vejen til Mors. Nogle viste, hvor man skulle svinge fra for at komme til Made in Denmark-golfturneringen. Andre reklamerede for Thy Chamber Music Festival.

Kulturmødet var der ingen skilte til hverken på vejen til Mors eller i selve Nykøbing, hvor der henover weekend kom 17.000 gæster til det, der er blevet kaldt ”den nødvendige samtale”.

Det lod sig gøre at finde mødet, fordi en række veje var spærrede. De steder, hvor der stod mænd i gule veste og bevogtede spærringerne, fungerede som indgange til Kulturvejen.

Manglende forankring
Nu skal Kulturmødet på Mors naturligvis ikke alene bedømmes på den manglende skiltning. For programmet i øvrigt bød på en perlerække af emner, personligheder og vigtige temaer om nutidens og fremtidens kulturliv. Men skiltningen siger noget om kulturmødets problem. Og det er, at det ikke er lokalt forankret. Det kunne afholdes på Mols, på Møn eller på Mandø, det ville være helt underordnet, for mødet bestod mestendels af telte og midlertidig arkitektur, der kunne samles hvorsomhelst.

Nu blev det på Mors, og Mors ligger lang fra alting, og med mødets fokus på kant og udkant, ja, så blev følelsen, at Mors var valgt, fordi det repræsenterer det mørkeste Jylland. If you can make it there, you’ll make it anywhere. Der deltog en lokal borgmester, jovist, og biblioteket i Thisted havde også installeret sig på mødet. Men derudover var mødet mest et møde mellem kultureliten på den ene side og kulturjournalisterne på den anden. Begge grupper fløjet (eller rettere sagt kørt) ind til lejligheden.

Det havde man ikke indtryk af, af man tog den store notits af på Mors. Ganske vist var der i gågaden i Nykøbing udsalg og fikse ordspil over kulturtemaet (”Gavekultur”, stod der fx i vinduet hos isenkræmmeren). Men som tjeneren sagde på restauranten da jeg spurgte, om de mærkede noget til mødet: – Er det ikke mest i den anden ende af byen?

Den manglende forankring kunne også ses i medierne. De landsdækkende store aviser dækkede mødet pænt, og foran pressens lokaler på mødet, hang der udklip fra bl.a. Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken om mødet.

Men det mest oplagte medie, nemlig NORDJYSKE Stiftstidende, bragte en til sammenligning meget begrænset dækning, der mest bestod af anmeldelse af arrangementer, der havde fundet sted. Derimod var Made in Denmark-turneringen fyldestgørende beskrevet. Bold ved man hvad er.

Teltmøde
I gamle dage blev der om sommeren afholdt teltmøder i det mørke Jylland. Så kom en missionær forbi, og talte om fortabelse og frelse, og man kunne i det til lejligheden opslåede telt bekende sine synder og blive omvendt.

Kulturmødet blev en slags teltmøde, hvor der blev diskuteret, hvordan eliten kunne nå ud til folket – fx ved at spille Det Kgl. Teaters forestillinger i lokale provinsbiografer. Således kan man oplyse de uoplyste; således kan det mørke Jylland få en bid af budgettet; således er frelse fra kulturel fortabelse inden for rækkevidde!

Men som en politiker sagde på mødet: – Hvis vi herude gerne vil se en ballet, så er det faktisk muligt at spænde hesten for vognen og tage til hovedstaden!

Og skønt store dele af kulturbudgettet bruges i hovedstaden (og skal bruges der), så findes der trods alt i provinsen såvel landsdelsscener, landsdelsorkestre, kulturhuse, museer, forfattere og en underskov af private og halvoffentlige institutioner, som holder kulturen levende. Der er lys herude!

Kulturel sammenhængskraft
Kulturmødet kom ufrivilligt til at grave grøften større imellem kant og udkant. Den manglende lokale forankring gjorde Mors til et ufrivilligt komisk stedvalg, hvor man i stedet for at glæde sig over den smukke natur i stedet kunne irritere sig over, at mødelokalerne var så små, at mange var henvist til at følge debatterne på storskærm i stedet (streamet direkte via nettet, så det kunne man lige så godt have set derhjemme!).

Det kunne have givet mening at holde mødet på Mors. Og på ungdomsdelen var der potentiale at se, for her var der bygget en hel by med scene, boder og udstillinger, der fint udnyttede placeringen ved vandet.

Mors kan vise sig at blive et lige så begave sted for Kulturmødet som Bornholm er for Folkemødet. Det ligger langt fra alt, og når man endelig kommer dertil giver det mening at blive og tage sig tid til fordybelse. Desuden er Mors velnok et af landets smukkeste steder. Alt det kunne vises – i stedet for at udstille udkanten og dermed gøre grin med området.

Danmark er ganske enkelt ikke stor nok til, at det overhovedet giver mening at tale om Udkantsdanmark. I stedet ville det give mening at tale om, hvordan kulturen bliver endnu mere levende, endnu mere sprudlende, endnu mere dynamisk og hvordan kulturen kan skabe sammenhængskraft og mening i en tid, hvor der er rigeligt, der skiller os ad.

Den diskussion er nødvendig, og kulturmødet har potentiale til at løfte opgaven. Men det kræver lokal forankring. – Det glæder jeg mig til at opleve på Mors til næste år.

11 jan

Er jeg Charlie?

Siden terrorangrebet på det franske ugemagasin Charlie Hebdo 7. januar, har utallige mennesker på de sociale medier ændret deres profilbillede til teksten ”Je suis Charlie”, der betyder: ”Jeg er Charlie”. Ekstra Bladet ændrede endda dagen efter angrebet logotekst, så der ikke længere stod Ekstra Bladet på avisens forside, men Charlie Hebdo.

I chokket over angrebet – og i stor sympati over Charlie Hebdo – var jeg om aftenen, som angrebet havde fundet sted, på nippet til at ændre mit Facebook-profilbillede, da spørgsmålet og ærbødigheden ramte mig:

– Var jeg Charlie? Kunne jeg kalde mig selv det navn, der havde fået 12 mennesker til at miste livet i et af de største angreb mod den frie presse i nyere tid? Hvem var Charlie overhovedet?

Hvem er Charlie?
De færreste af os havde for en måned siden hørt om Charlie Hebdo, men alligevel har vi kendt Charlie længe. For Charlie er den, der må sætte liv og frihed på spil for den ytringsfrihed og de værdier, som er hele kernen i vores vestlige samfund: Det frie ord. Den frie tanke. Den frie presse.

Den første Charlie i min bevidsthed er Salman Rushdie, der efter at have skrevet ”De sataniske vers” blev truet på livet og i dag lever under konstant beskyttelse af USA’s Secret Service. Men Charlie kom for alvor tæt på, da Jyllands-Posten for 10 år siden trykte Muhammed-tegningerne og satte Danmark på verdenskortet. Her gjaldt det ikke bare eksporten af fetaost, men vores grundlæggende værdier som samfund.

Tegnere Kurt Westergaard oplevede terroren på tætteste hold, da han i sit eget hjem blev forsøgt myrdet. Lars Hedegaard ligeså. Fælles for dem er, at de fortsat hæver røsten og spidser pennen.

Ubeskyttet over for truslen
Men der skal mere til for at være Charlie. Historien, som vi i mediedækningen næsten har overset, er den, at to af Charlie Hebdos markante tegnere indtil for et år siden var under politibeskyttelse. Den valgte man at ophæve. Og alligevel fortsatte de deres arbejde.

Charlie er at stå ubeskyttet over for en kendt trussel – og alligevel fortsætte arbejdet.

Redaktøren for Charlie Hebdo, Stéphane Charbonnier, har sagt, at han hellere vil dø oprejst end leve på knæ. Men for ham var det ikke bare ord. Han kendte til truslen. Han vidste, at han stod ubeskyttet over for den. Alligevel fortsatte han. Og døde oprejst.

Dét er at være Charlie.

Charlie lever endnu
Ville jeg have gjort det samme? Hvis jeg én gang havde haft pistolen for panden – eller hvis mit kontor var blevet terrorbombet – ville jeg så alligevel fortsætte arbejdet? Det er jeg ikke så sikker på, og derfor vover jeg ikke at kalde mig Charlie. Desværre.

Det gør min gæld til Charlie endnu større. At være Charlie er at være den, der hele tiden sørger for, at demokratiets og frihedens rum ikke formindskes. At vi fortsat kan tænke, tale og skrive hvad vi har på hjerte.

Den arv løftes af de, der er Charlie – uanset om det er magasinet i Paris, tegneren i Viby eller forfatteren i USA. For nok krævede terroren ofre, og vi mindes de døde og deler sorgen med de sørgende. Men Charlie lever endnu. Heldigvis!

23 dec

Julesang 2014

Hvert år skriver Bertel Haarder en julesang – og jeg er sikker på, at det er en vigtig ingrediens, hvis man som ham vil gøre det godt på tinge! Så derfor har jeg taget tråden op, og her kommer min “Julesang 2014 a la Bertel”.

Sangen er indsunget af et anonymt pigekor. Lyt til den her og syng selv med. Glædelig jul!

 

1. Hvis man skal vælges ind
på tinge må man ha’, blandt andet,
en mærkesag, en valgplakat,
en valgkreds her i landet,
så krydserne bli’r sat ved mig
som var der givet ordre,
men allervigtigst har jeg lært
af gode Bertel Haarder:
– Skal karrieren være lang
så skal man skrive julesang
om politik, helst med komik,
og årets gang!

2. Og det er nemt, jeg kigger blot
i angrebsmanualen
(som pressen fik et læk af
midt i fi-nans-lovs-aftalen).
Men ingen spø’r til holdninger,
og man kan bli’ lidt bitter
når pressen kun vil sætte pris
på Løkkes grå habitter!
Og alle vented’ på en bog.
Den kom, og gjorde ingen klog
på LLR og alt det der
er under låg!

3. Mens vi herhjemme ser på
Thornings skat og bilagssager
er verden uden for i krig,
så vi sender en jager.
Vi fejrede at muren faldt,
det husker vi på dato!
– Men hvad med verdensfreden
nu hvor Fogh forlader NATO?
Straks meldte Sverige: Der er set
en undervandsaktivitet
og Putin sa’: – Det’ Holland, jah!
– Hvad mon der sket’?

4. Vi håber på en hvid jul, sne
og frost til vore skøjter.
Men ak, nu kommer temp’raturen
op på nye højder.
Måske det bedres efter
vi har haft ”good-COP” i Lima.
I’m sorry I was banging,
men vil Kina tale klima?
Men hvis det bliver ved så får
vi grøn jul nu i mange år
og tropenat og solskinshat
hvor bøgen står!

5. Hvis du vil vinde: Syng en sang
så’n ligesom Conchita,
der sang med skæg og kjole
som en mandlig senõrita.
Det kosted’ DR dyrt at inviter’
de mange gæster,
nu mangler både underholdning
og et helt orkester!
Til gengæld så fik DSB
at vide hvad der nu skal ske
med IC4: Lidt flere spir
så skal du se!

6. Velkommen nytår, synger vi,
for vi skal nemlig vælge
om nøglerne skal være
hos Lars Løkke eller Helle.
Husk, de er kun til låns, sa’ Lars
da Helle blev minister
(og lad os springe over
løftebrud og kommunister!)
Nu fik vi med lidt julespas
sat hele dette år på plads.
Moralen? Åh, jo kun den ene:
Stem på Mads!

02 nov

Racist eller naivist

Vi er nødt til at kunne tale om – og med – flygtninge, indvandrere og muslimer, uden at blive stemplet som enten multikulti-naive eller glødende racister.

Der er to fløje i dansk politik i øjeblikket:

  1. Dem, der synes, at muslimer er roden til alt ondt.
  2. Og dem, der synes, at dem, der synes, at muslimer er roden til alt ondt, er roden til alt ondt.

Begge lider af Tante Sofie-syndromet, der som bekendt lyder: – Hvis alle andre var som jeg, så gik det nok til sidst!

Problemet er, at det lige nu er særdeles vanskeligt at sige noget som helst, der har med ikke-etniske danskere at gøre, uden at man enten betragtes som multikulti-naiv eller som glødende racist.

Selv har jeg oftest fået det første stempel. Det skete fx, da jeg bød den nye moske i København velkommen – og fluks må det være udtryk for, at jeg på ingen måde anerkender, at integration giver problemer.

Det anerkender jeg fuldt ud. Og i forhold den igangværende debat om Venstres udlændingepolitik, så lad mig slå to ting fast:

  1. Jeg er enig i, at Danmark skal være åbent for dem, der kan og vil. Men vi bør tilføje, at Danmark også skal være åbent for dem, der har brug for det. Flygtninge på flugt fra de utallige krigs- og katastrofeområder, der er i verden lige nu, har vi ganske enkelt en pligt til at hjælpe – uanset om de har ressourcer, uddannelse eller penge med sig.
  2. Jeg synes, vi skal se på, hvordan Flygtningenævnet sammensættes. Hvorvidt Dansk Flygtningeråd skal have ret til at udpege medlemmer til rådet, vil jeg gerne diskutere. Der kan være gode grunde til, at nævnet skal sammensættes anderledes.

Problemet i de to spørgsmål er ikke substansen. Det er formen. Tonen, om man vil. For det, der fylder i debatten, er holdningen til de, der hverken kan eller vil. Og ja, dem er der mange af. Det er et åbenlyst problem, og nogle af dem burde sikkert slet ikke være i Danmark.

Men langt de fleste, der bor i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk, er velintegrerede og velfungerende borgere i det danske samfund. Nogle vil sige, at de er en ressource. Det kan vi godt kalde dem. Jeg vil hellere sige, at vi alle sammen er mennesker, og når vi kun sætter fokus på de dårlige historier, skaber vi et skel imellem dem og os, som ingen dybest set har gavn af.

Det går ikke, hvis vi i den politiske debat kun har to grupper: Dem, der er for. Og dem, der er imod. Integration og fredelig sameksistens er en opgave, der er for vigtig til at forenkle den til populisme og smarte punch-lines. Vi bliver nødt til at diskutere i en tone, der gør, at vi kan få fat i substansen.Din nabo er udlænding

Forleden så jeg et opslag på Facebook, hvor der stod: – Din bil er tysk. Din vodka er russisk. Din pizza er italiensk. Din kebab er tyrkisk. Dit demokrati er græsk. Din kaffe er brasiliansk. Dine film er amerikanske. Din trøje er fra indien. Din benzin er fra Saudi Arabien. Din elektronik er kinesisk. Dine tal er arabiske og dine bogstaver latin. – Og du brokker dig over, at din nabo er udlænding…