21 mar

Menneske først

(Dette indlæg er bragt som “Synspunkt” i NORDJYSKE Stiftstidende d. 21. marts 2015)

Opfør dig ordentligt, ellers kommer du til Brejning!

Sådan skulle en trussel efter sigende have lydt for en generation eller to siden, når det gjaldt om at få uvorne børn til at opføre sig pænt.

Selvom Brejning er et af Danmarks smukkeste steder blot et stenkast fra Vejle Fjord, så var det ingen spøg at blive sendt dertil som barn. Det betød nemlig, at man tilhørte en slags, man igennem tiden har forsøgt at finde mere eller mindre politisk korrekte betegnelser for: Idioter, sindssyge, åndsvage, udviklingshæmmede.

I Brejning lå De Kellerske Anstalter, som fra deres opførelse i begyndelsen af sidste århundrede markerede et nybrud i tilgangen til de mennesker, der ellers ofte kunne ende som landsbytosser, på fattiggårdene eller steder, der var værre.

Ofte blev kontakten med den øvrige familie afbrudt i det øjeblik barnet stod af på Brejning Station. Ingen vej tilbage, her kunne livet leves under opsyn af et kyndigt og professionelt personale, og når den tid kom, ville man blive begravet på anstaltens egen kirkegård.

Fascination og foragt
I dag er de gamle bygninger smukt omdannet til et moderne wellness-hotel, og opholder man sig lidt i området, kan man ikke undgå at mærke vingesuset fra en historie, der vækker både fascination og foragt.

Fascinationen ligger i, at det for hundrede år siden lykkedes at etablere et system, der med værdighed og blik for det unormales særegenhed skabte rammer, der både kunne være udviklende og skånende for omverdenens nedsættende blikke.

Foragten opstår, når man med nutidens menneskesyn ser tilbage på de skæbner, der blev fjernet fra deres familier ud fra en videnskabelig bedrevidenhed, der regulerede og kontrollerede mennesker, som faldt uden for tidens normalitetsbegreb.

Historien blev min
Første gang, jeg mødte historien om Brejning, var som tilfældigt tidsfordriv på en ferie i området. Men den fjerne historie om de åndsvages liv og levned, blev en del af mig, da jeg en novemberdag for et par år siden blev far til Lina.

De første ord, der blev sagt om hende var: – Downs syndrom. Det vidste vi ikke på forhånd, og pludselig var vi indrullet i en verden, hvor de fjerne ord og politisk korrekte gloser ikke længere var tilfældig coffee table-læsning, men en del af vores virkelighed.

Var Lina født for hundrede år siden, kunne hun have været blandt dem, der blev stemplet åndsvag og sendt på toget med kurs Brejning. Men tiderne skifter, og i dag kalder vi heldigvis hverken Lina for åndssvag, sindssyg eller idiot. Hun har derimod Downs syndrom. Det gør en verden til forskel, for at have Downs syndrom giver plads til at se mennesket først: Her er Lina, hun har Downs syndrom – men hun er meget mere end det.

Særlige behov
Lina bor ikke på en anstalt, hun bor hjemme og går i en dagpleje ligesom andre på hendes alder. Der er færre børn i Linas dagpleje, og der kommer terapeuter og behandlere, der hjælper Lina med at udvikle sig.

Om lidt skal hun i børnehave. Det er samme børnehave som andre børn, men på en stue, hvor de er knapt så mange, og hvor pædagogerne har en særlig viden om de, der nu er kommet til at hedde ”børn med særlige behov”.

Senere skal hun i skole, og hvad der så skal ske, ved jeg lige så lidt om, som enhver anden forældre vel ved om fremtiden for sit barn. Men når jeg ser på Linas barneliv – og når jeg prøver at se ind i krystalkuglens fremtidssyn – ser jeg et liv, der ikke nødvendigvis er så forskelligt fra det, vi kalder normalt.

Et mennesyn, vi kan være stolte af
Et samfund kan i nogen grad bedømmes ud fra, hvordan man behandler de, der skiller sig ud fra mængden. Ser vi dem som en byrde, der ligger os til last – eller opfatter vi det som et fælles ansvar at hjælpe og støtte dem, der ikke kan det samme som flertallet? Her oplever jeg i mødet med såvel kommune som sygehusvæsen et menneskesyn, vi kan være tjent med og endda stolte af.

I dag er det International Downs Syndrom Dag. Det er en anledning til at glæde sig over den udvikling, der har fundet sted. – Der er langt til Brejning!

11 jan

Er jeg Charlie?

Siden terrorangrebet på det franske ugemagasin Charlie Hebdo 7. januar, har utallige mennesker på de sociale medier ændret deres profilbillede til teksten ”Je suis Charlie”, der betyder: ”Jeg er Charlie”. Ekstra Bladet ændrede endda dagen efter angrebet logotekst, så der ikke længere stod Ekstra Bladet på avisens forside, men Charlie Hebdo.

I chokket over angrebet – og i stor sympati over Charlie Hebdo – var jeg om aftenen, som angrebet havde fundet sted, på nippet til at ændre mit Facebook-profilbillede, da spørgsmålet og ærbødigheden ramte mig:

– Var jeg Charlie? Kunne jeg kalde mig selv det navn, der havde fået 12 mennesker til at miste livet i et af de største angreb mod den frie presse i nyere tid? Hvem var Charlie overhovedet?

Hvem er Charlie?
De færreste af os havde for en måned siden hørt om Charlie Hebdo, men alligevel har vi kendt Charlie længe. For Charlie er den, der må sætte liv og frihed på spil for den ytringsfrihed og de værdier, som er hele kernen i vores vestlige samfund: Det frie ord. Den frie tanke. Den frie presse.

Den første Charlie i min bevidsthed er Salman Rushdie, der efter at have skrevet ”De sataniske vers” blev truet på livet og i dag lever under konstant beskyttelse af USA’s Secret Service. Men Charlie kom for alvor tæt på, da Jyllands-Posten for 10 år siden trykte Muhammed-tegningerne og satte Danmark på verdenskortet. Her gjaldt det ikke bare eksporten af fetaost, men vores grundlæggende værdier som samfund.

Tegnere Kurt Westergaard oplevede terroren på tætteste hold, da han i sit eget hjem blev forsøgt myrdet. Lars Hedegaard ligeså. Fælles for dem er, at de fortsat hæver røsten og spidser pennen.

Ubeskyttet over for truslen
Men der skal mere til for at være Charlie. Historien, som vi i mediedækningen næsten har overset, er den, at to af Charlie Hebdos markante tegnere indtil for et år siden var under politibeskyttelse. Den valgte man at ophæve. Og alligevel fortsatte de deres arbejde.

Charlie er at stå ubeskyttet over for en kendt trussel – og alligevel fortsætte arbejdet.

Redaktøren for Charlie Hebdo, Stéphane Charbonnier, har sagt, at han hellere vil dø oprejst end leve på knæ. Men for ham var det ikke bare ord. Han kendte til truslen. Han vidste, at han stod ubeskyttet over for den. Alligevel fortsatte han. Og døde oprejst.

Dét er at være Charlie.

Charlie lever endnu
Ville jeg have gjort det samme? Hvis jeg én gang havde haft pistolen for panden – eller hvis mit kontor var blevet terrorbombet – ville jeg så alligevel fortsætte arbejdet? Det er jeg ikke så sikker på, og derfor vover jeg ikke at kalde mig Charlie. Desværre.

Det gør min gæld til Charlie endnu større. At være Charlie er at være den, der hele tiden sørger for, at demokratiets og frihedens rum ikke formindskes. At vi fortsat kan tænke, tale og skrive hvad vi har på hjerte.

Den arv løftes af de, der er Charlie – uanset om det er magasinet i Paris, tegneren i Viby eller forfatteren i USA. For nok krævede terroren ofre, og vi mindes de døde og deler sorgen med de sørgende. Men Charlie lever endnu. Heldigvis!

23 dec

Julesang 2014

Hvert år skriver Bertel Haarder en julesang – og jeg er sikker på, at det er en vigtig ingrediens, hvis man som ham vil gøre det godt på tinge! Så derfor har jeg taget tråden op, og her kommer min “Julesang 2014 a la Bertel”.

Sangen er indsunget af et anonymt pigekor. Lyt til den her og syng selv med. Glædelig jul!

 

1. Hvis man skal vælges ind
på tinge må man ha’, blandt andet,
en mærkesag, en valgplakat,
en valgkreds her i landet,
så krydserne bli’r sat ved mig
som var der givet ordre,
men allervigtigst har jeg lært
af gode Bertel Haarder:
– Skal karrieren være lang
så skal man skrive julesang
om politik, helst med komik,
og årets gang!

2. Og det er nemt, jeg kigger blot
i angrebsmanualen
(som pressen fik et læk af
midt i fi-nans-lovs-aftalen).
Men ingen spø’r til holdninger,
og man kan bli’ lidt bitter
når pressen kun vil sætte pris
på Løkkes grå habitter!
Og alle vented’ på en bog.
Den kom, og gjorde ingen klog
på LLR og alt det der
er under låg!

3. Mens vi herhjemme ser på
Thornings skat og bilagssager
er verden uden for i krig,
så vi sender en jager.
Vi fejrede at muren faldt,
det husker vi på dato!
– Men hvad med verdensfreden
nu hvor Fogh forlader NATO?
Straks meldte Sverige: Der er set
en undervandsaktivitet
og Putin sa’: – Det’ Holland, jah!
– Hvad mon der sket’?

4. Vi håber på en hvid jul, sne
og frost til vore skøjter.
Men ak, nu kommer temp’raturen
op på nye højder.
Måske det bedres efter
vi har haft ”good-COP” i Lima.
I’m sorry I was banging,
men vil Kina tale klima?
Men hvis det bliver ved så får
vi grøn jul nu i mange år
og tropenat og solskinshat
hvor bøgen står!

5. Hvis du vil vinde: Syng en sang
så’n ligesom Conchita,
der sang med skæg og kjole
som en mandlig senõrita.
Det kosted’ DR dyrt at inviter’
de mange gæster,
nu mangler både underholdning
og et helt orkester!
Til gengæld så fik DSB
at vide hvad der nu skal ske
med IC4: Lidt flere spir
så skal du se!

6. Velkommen nytår, synger vi,
for vi skal nemlig vælge
om nøglerne skal være
hos Lars Løkke eller Helle.
Husk, de er kun til låns, sa’ Lars
da Helle blev minister
(og lad os springe over
løftebrud og kommunister!)
Nu fik vi med lidt julespas
sat hele dette år på plads.
Moralen? Åh, jo kun den ene:
Stem på Mads!

02 nov

Racist eller naivist

Vi er nødt til at kunne tale om – og med – flygtninge, indvandrere og muslimer, uden at blive stemplet som enten multikulti-naive eller glødende racister.

Der er to fløje i dansk politik i øjeblikket:

  1. Dem, der synes, at muslimer er roden til alt ondt.
  2. Og dem, der synes, at dem, der synes, at muslimer er roden til alt ondt, er roden til alt ondt.

Begge lider af Tante Sofie-syndromet, der som bekendt lyder: – Hvis alle andre var som jeg, så gik det nok til sidst!

Problemet er, at det lige nu er særdeles vanskeligt at sige noget som helst, der har med ikke-etniske danskere at gøre, uden at man enten betragtes som multikulti-naiv eller som glødende racist.

Selv har jeg oftest fået det første stempel. Det skete fx, da jeg bød den nye moske i København velkommen – og fluks må det være udtryk for, at jeg på ingen måde anerkender, at integration giver problemer.

Det anerkender jeg fuldt ud. Og i forhold den igangværende debat om Venstres udlændingepolitik, så lad mig slå to ting fast:

  1. Jeg er enig i, at Danmark skal være åbent for dem, der kan og vil. Men vi bør tilføje, at Danmark også skal være åbent for dem, der har brug for det. Flygtninge på flugt fra de utallige krigs- og katastrofeområder, der er i verden lige nu, har vi ganske enkelt en pligt til at hjælpe – uanset om de har ressourcer, uddannelse eller penge med sig.
  2. Jeg synes, vi skal se på, hvordan Flygtningenævnet sammensættes. Hvorvidt Dansk Flygtningeråd skal have ret til at udpege medlemmer til rådet, vil jeg gerne diskutere. Der kan være gode grunde til, at nævnet skal sammensættes anderledes.

Problemet i de to spørgsmål er ikke substansen. Det er formen. Tonen, om man vil. For det, der fylder i debatten, er holdningen til de, der hverken kan eller vil. Og ja, dem er der mange af. Det er et åbenlyst problem, og nogle af dem burde sikkert slet ikke være i Danmark.

Men langt de fleste, der bor i Danmark med anden etnisk baggrund end dansk, er velintegrerede og velfungerende borgere i det danske samfund. Nogle vil sige, at de er en ressource. Det kan vi godt kalde dem. Jeg vil hellere sige, at vi alle sammen er mennesker, og når vi kun sætter fokus på de dårlige historier, skaber vi et skel imellem dem og os, som ingen dybest set har gavn af.

Det går ikke, hvis vi i den politiske debat kun har to grupper: Dem, der er for. Og dem, der er imod. Integration og fredelig sameksistens er en opgave, der er for vigtig til at forenkle den til populisme og smarte punch-lines. Vi bliver nødt til at diskutere i en tone, der gør, at vi kan få fat i substansen.Din nabo er udlænding

Forleden så jeg et opslag på Facebook, hvor der stod: – Din bil er tysk. Din vodka er russisk. Din pizza er italiensk. Din kebab er tyrkisk. Dit demokrati er græsk. Din kaffe er brasiliansk. Dine film er amerikanske. Din trøje er fra indien. Din benzin er fra Saudi Arabien. Din elektronik er kinesisk. Dine tal er arabiske og dine bogstaver latin. – Og du brokker dig over, at din nabo er udlænding…

28 aug

Tillidsreform

Når vi trykker på alarmknappen, fordi en nervøs studerende fumler med en taske på vej til eksamen, så har mørkemændene vundet.

Vi har brug for en tillidsreform, hvis vi ikke vil ædes op af angsten for hinandens grusomhed.

 

Menneskejagt i København. Mistænkelig mand eftersøgt. Bevæbnet politi på gaden.

Overskrifterne var mange, da en engelskstuderende fejlagtigt blev forvekslet med en terrorist. Han havde virket nervøs, og han havde endda fumlet med en taske, hvorfra der stak ledninger ud. Ledninger til hans medbragte printer, skulle det vise sig, for manden var på vej til eksamen. Endda havde han læst i bogen War on terror. Den var eksamenspensum.

En medpassager blev nervøs, ringede til politiet, der trykkede på terrorknappen, og en storstilet menneskejagt begyndte.

Alle handlede sådan set rigtigt. En mellemøstligt udseende mand, der virker nervøs og bærer på tasker med elektronik mens han læser om terrorisme. Vi er trænet til, at situationen er højspændt. Det er ikke et spørgsmål om terroren kommer til Danmark. Det er et spørgsmål om hvornår.

Grundlæggende mistillid
Der går en lige linje fra manden i toget og til sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Når jeg rejser med fly i 25 minutter fra Aalborg til København, skal jeg smide jakke, bælte, tømme lommer, åbne taske, fjerne computer. Jeg er potentiel terrorist. Det er vi alle. Og når alarmen bipper – og det gør den ofte – så kigger vi med misbilligende blikke, selvom grunden oftest er et glemt nøglebundt eller armbåndur.

En grundlæggende mistillid til hinanden er den historie, der i stadigt stigende grad binder os sammen. Terrorismen er en af dens grunde. Men der er flere grunde, og effektivisering er en anden, der næsten er lige så slem, for i jagten på evig vækst og forbedringer kontrollerer vi hinanden med skemaer, kameraer, evalueringer etc.

Nyligst kom en idé frem om, at der på alle politibetjente skulle monteres et kamera. Det har nemlig i andre lande nedbragt antallet af klager over politiet.

Mistillidssamfundet er et problem for os alle
Vores grundlæggende mistillid til hinanden er blevet så stor, at der kun er skuldertræk til overs for de afsløringer, Edward Snowden tidligere på året bibragte verden. Vi overvåges. Telefonsamtaler registreres, mails gemmes, chats logges. USA lyttede med, når Merkel talte i telefon (de er vist holdt op).

’Collecting all’ hedder strategien, der går ud på, at alle data, der kan indsamles, de skal indsamles. Vi er alle potentielle terrorister. Vi er alle potentielle forbrydere.

Argumentet for at trække på skulderen og sige nåja er, at overvågningen kun er et problem for dem, der har noget at skjule. Men nej. Overvågningen og hele udviklingen af mistillidssamfundet er et problem for os alle.

Terroren har allerede fundet sted
Når vi overvåger hinanden og når vi trykker på alarmknappen, fordi en nervøs studerende fumler med en taske på vej til eksamen, så har mørkemændene vundet og terrorangrebet allerede fundet sted. Det har ikke lagt Nørreport Station i ruiner. Men det indre terrorangreb har gjort os angste for hinanden i en sådan grad, at det ødelægger vores samfund. Det ødelægger mennesker.

Vi er nødt til at begynde en ny fortælling, hvis ikke vi vil ædes op af angsten for hinandens grusomhed.

Vi er nødt til at løsne op. Vi er nødt til at turde tro på hinanden. Det starter ikke kun i frygten for terror; det starter i de små registreringer, som vi foretager i grundlæggende mistillid. Stempelure, der genindføres på arbejdspladserne. Skemaer og evalueringer der, hvor der burde være tillid og rum. Registrering der hvor der burde være omsorg.

Brug for at turde tale med hinanden
Det må være muligt at kunne stige på et fly uden at starte turen med en påmindelse om min sidemands mulige farlighed.  Det må være muligt at tanke benzin uden at blive filmet af 11 kameraer på tanken. Det må være muligt at skrive disse linjer uden at de skal logges af NSA.

Men vil det ikke føre til risiko for terror? For forbrydelser? Det er muligt. Men det er en risiko, jeg er villig til at løbe. Risikoen, derimod, for at vi fokuserer på det værste i hinanden – at jeg ikke ser dig som menneske, men som potentiel forbryder – den er for mig at se værre.

Vi har brug for en tillidsreform. Vi har brug for, at vi bindes sammen af troen på, at vi grundlæggende vil hinanden det godt. Vi har brug for at turde tale med hinanden. Vi har brug for at turde se hinanden i øjnene.

Hvis vi bindes sammen af mistilliden, har terroristerne vundet. Det må vi ikke tillade.