(Bragt i NORDJYSKE Stiftstidende 17. november 2015.)

Terrorangrebet i Paris satte verden i stå, og endnu engang er det, vi kalder den frie verden under angreb af værdier så mørke, at vi ikke fatter det.

Siden 11. september 2001 har vi forstået terroren som en krig imod vores vestlige værdier og som en kamp mellem på den ene side den frie verden og på den anden side formørkede ekstremister. Vi er gået i krig, vi har skærpet vores overvågning, vi har givet efterretningstjenester stadig flere ressourcer og beføjelser.

Mens denne kamp udspiller sig, har vi i den frie verden accepteret, at den enkelte borger må overvåges nærmest grænseløst.

Vi har accepteret, at vi på flyveture og rejser skal lade os sikkerhedstjekke på et niveau, så enhver passager stemples som potentiel terrorist indtil det modsatte er bevidst. Vi tager det som udtryk for rettidig omhu, når der foretages omfattende evakueringer, fordi en nervøs studerende på vej til eksamen fingererer med kabler i sin taske.

Angst som grundstemning
Når terroren endnu engang rammer, stiller vi os i natten side om side med tændte lys og nynner ”Aldrig ræd for mørkets magt…”. Men det er her, vi tager fejl. For terroristernes sejr er, at angsten er blevet en grundstemning hos os i en sådan grad, at vi ikke engang længere bemærker det.

I gamle dage – det vil sige før 9/11 – kunne vi med hovedrysten se på andre staters overvågning af egne borgere og tale hånligt om KGB-metoder. I dag accepterer vi det, og ser det endda som udtryk for tryghed. I gamle dage kunne vi glæde os over det fantastiske fremskridt det var, at grænserne i Europa kunne åbnes og mennesker bevæge sig frit. Nu betragter vi det som en sejr, når de lukkes.

Den frie verden
Den frie verdens grundsten er ikke vold, overvågning, angst eller gengældelse. Den frie verdens grundsten er ikke naiv laden stå til lige så lidt som det er krigens ødelæggelse.

Det er derfor, vi hylder de ledere i historien, der igennem dialog, forsoning og forandring kunne bryde mure ned, standse krige og skabe fred. Det er derfor, vi skriver love og bygger domstole, så ondt ikke skal gengældes med ondt, men med en straf, vi kan stå ved.

Når vi giver køb på de værdier, som vores samfund er bygget på, så lader vi både hånt om de, der med liv og arbejde var med til at skabe det. Og vi forpasser chancen for at give den frie verden videre til vores børn.

Dialog og forsoning
Hvis vi i stedet kan samles – ikke fordi vi i kraft af religion eller ideologi har noget til fælles, men fordi vi som mennesker har noget til fælles – så vil vi se, hvor få ekstremisterne i virkeligheden er. Så vil vi ikke forveksle tro med terror. Så vil det formørkede livssyn, der tror bomber, terror og ødelæggelse udstille sin egen forkrøblede kynisme.

Når vi rammes, skal vi straffe. Men vi skal gøre det med den frie verdens tro på en retfærdig domstol og ikke med terrorens had. Vi skal se os for, men vi skal ikke overvåge hinanden som potentielle forbrydere. Vi skal passe på det, der betyder noget, men ikke sætte hegn op omkring os selv, for det er os selv, vi låser inde.

Den statsleder, der løsner endnu et skud, bliver en i rækken. Den, der tør tale om dialog og forsoning, skriver historie.