11 jan

Er jeg Charlie?

Siden terrorangrebet på det franske ugemagasin Charlie Hebdo 7. januar, har utallige mennesker på de sociale medier ændret deres profilbillede til teksten ”Je suis Charlie”, der betyder: ”Jeg er Charlie”. Ekstra Bladet ændrede endda dagen efter angrebet logotekst, så der ikke længere stod Ekstra Bladet på avisens forside, men Charlie Hebdo.

I chokket over angrebet – og i stor sympati over Charlie Hebdo – var jeg om aftenen, som angrebet havde fundet sted, på nippet til at ændre mit Facebook-profilbillede, da spørgsmålet og ærbødigheden ramte mig:

– Var jeg Charlie? Kunne jeg kalde mig selv det navn, der havde fået 12 mennesker til at miste livet i et af de største angreb mod den frie presse i nyere tid? Hvem var Charlie overhovedet?

Hvem er Charlie?
De færreste af os havde for en måned siden hørt om Charlie Hebdo, men alligevel har vi kendt Charlie længe. For Charlie er den, der må sætte liv og frihed på spil for den ytringsfrihed og de værdier, som er hele kernen i vores vestlige samfund: Det frie ord. Den frie tanke. Den frie presse.

Den første Charlie i min bevidsthed er Salman Rushdie, der efter at have skrevet ”De sataniske vers” blev truet på livet og i dag lever under konstant beskyttelse af USA’s Secret Service. Men Charlie kom for alvor tæt på, da Jyllands-Posten for 10 år siden trykte Muhammed-tegningerne og satte Danmark på verdenskortet. Her gjaldt det ikke bare eksporten af fetaost, men vores grundlæggende værdier som samfund.

Tegnere Kurt Westergaard oplevede terroren på tætteste hold, da han i sit eget hjem blev forsøgt myrdet. Lars Hedegaard ligeså. Fælles for dem er, at de fortsat hæver røsten og spidser pennen.

Ubeskyttet over for truslen
Men der skal mere til for at være Charlie. Historien, som vi i mediedækningen næsten har overset, er den, at to af Charlie Hebdos markante tegnere indtil for et år siden var under politibeskyttelse. Den valgte man at ophæve. Og alligevel fortsatte de deres arbejde.

Charlie er at stå ubeskyttet over for en kendt trussel – og alligevel fortsætte arbejdet.

Redaktøren for Charlie Hebdo, Stéphane Charbonnier, har sagt, at han hellere vil dø oprejst end leve på knæ. Men for ham var det ikke bare ord. Han kendte til truslen. Han vidste, at han stod ubeskyttet over for den. Alligevel fortsatte han. Og døde oprejst.

Dét er at være Charlie.

Charlie lever endnu
Ville jeg have gjort det samme? Hvis jeg én gang havde haft pistolen for panden – eller hvis mit kontor var blevet terrorbombet – ville jeg så alligevel fortsætte arbejdet? Det er jeg ikke så sikker på, og derfor vover jeg ikke at kalde mig Charlie. Desværre.

Det gør min gæld til Charlie endnu større. At være Charlie er at være den, der hele tiden sørger for, at demokratiets og frihedens rum ikke formindskes. At vi fortsat kan tænke, tale og skrive hvad vi har på hjerte.

Den arv løftes af de, der er Charlie – uanset om det er magasinet i Paris, tegneren i Viby eller forfatteren i USA. For nok krævede terroren ofre, og vi mindes de døde og deler sorgen med de sørgende. Men Charlie lever endnu. Heldigvis!