Tillidsreform

Når vi trykker på alarmknappen, fordi en nervøs studerende fumler med en taske på vej til eksamen, så har mørkemændene vundet.

Vi har brug for en tillidsreform, hvis vi ikke vil ædes op af angsten for hinandens grusomhed.

 

Menneskejagt i København. Mistænkelig mand eftersøgt. Bevæbnet politi på gaden.

Overskrifterne var mange, da en engelskstuderende fejlagtigt blev forvekslet med en terrorist. Han havde virket nervøs, og han havde endda fumlet med en taske, hvorfra der stak ledninger ud. Ledninger til hans medbragte printer, skulle det vise sig, for manden var på vej til eksamen. Endda havde han læst i bogen War on terror. Den var eksamenspensum.

En medpassager blev nervøs, ringede til politiet, der trykkede på terrorknappen, og en storstilet menneskejagt begyndte.

Alle handlede sådan set rigtigt. En mellemøstligt udseende mand, der virker nervøs og bærer på tasker med elektronik mens han læser om terrorisme. Vi er trænet til, at situationen er højspændt. Det er ikke et spørgsmål om terroren kommer til Danmark. Det er et spørgsmål om hvornår.

Grundlæggende mistillid
Der går en lige linje fra manden i toget og til sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Når jeg rejser med fly i 25 minutter fra Aalborg til København, skal jeg smide jakke, bælte, tømme lommer, åbne taske, fjerne computer. Jeg er potentiel terrorist. Det er vi alle. Og når alarmen bipper – og det gør den ofte – så kigger vi med misbilligende blikke, selvom grunden oftest er et glemt nøglebundt eller armbåndur.

En grundlæggende mistillid til hinanden er den historie, der i stadigt stigende grad binder os sammen. Terrorismen er en af dens grunde. Men der er flere grunde, og effektivisering er en anden, der næsten er lige så slem, for i jagten på evig vækst og forbedringer kontrollerer vi hinanden med skemaer, kameraer, evalueringer etc.

Nyligst kom en idé frem om, at der på alle politibetjente skulle monteres et kamera. Det har nemlig i andre lande nedbragt antallet af klager over politiet.

Mistillidssamfundet er et problem for os alle
Vores grundlæggende mistillid til hinanden er blevet så stor, at der kun er skuldertræk til overs for de afsløringer, Edward Snowden tidligere på året bibragte verden. Vi overvåges. Telefonsamtaler registreres, mails gemmes, chats logges. USA lyttede med, når Merkel talte i telefon (de er vist holdt op).

’Collecting all’ hedder strategien, der går ud på, at alle data, der kan indsamles, de skal indsamles. Vi er alle potentielle terrorister. Vi er alle potentielle forbrydere.

Argumentet for at trække på skulderen og sige nåja er, at overvågningen kun er et problem for dem, der har noget at skjule. Men nej. Overvågningen og hele udviklingen af mistillidssamfundet er et problem for os alle.

Terroren har allerede fundet sted
Når vi overvåger hinanden og når vi trykker på alarmknappen, fordi en nervøs studerende fumler med en taske på vej til eksamen, så har mørkemændene vundet og terrorangrebet allerede fundet sted. Det har ikke lagt Nørreport Station i ruiner. Men det indre terrorangreb har gjort os angste for hinanden i en sådan grad, at det ødelægger vores samfund. Det ødelægger mennesker.

Vi er nødt til at begynde en ny fortælling, hvis ikke vi vil ædes op af angsten for hinandens grusomhed.

Vi er nødt til at løsne op. Vi er nødt til at turde tro på hinanden. Det starter ikke kun i frygten for terror; det starter i de små registreringer, som vi foretager i grundlæggende mistillid. Stempelure, der genindføres på arbejdspladserne. Skemaer og evalueringer der, hvor der burde være tillid og rum. Registrering der hvor der burde være omsorg.

Brug for at turde tale med hinanden
Det må være muligt at kunne stige på et fly uden at starte turen med en påmindelse om min sidemands mulige farlighed.  Det må være muligt at tanke benzin uden at blive filmet af 11 kameraer på tanken. Det må være muligt at skrive disse linjer uden at de skal logges af NSA.

Men vil det ikke føre til risiko for terror? For forbrydelser? Det er muligt. Men det er en risiko, jeg er villig til at løbe. Risikoen, derimod, for at vi fokuserer på det værste i hinanden – at jeg ikke ser dig som menneske, men som potentiel forbryder – den er for mig at se værre.

Vi har brug for en tillidsreform. Vi har brug for, at vi bindes sammen af troen på, at vi grundlæggende vil hinanden det godt. Vi har brug for at turde tale med hinanden. Vi har brug for at turde se hinanden i øjnene.

Hvis vi bindes sammen af mistilliden, har terroristerne vundet. Det mĂĄ vi ikke tillade.